Kære alle – tusind tak fordi jeg måtte komme i dag.
Det er et privilegie for mig at holde denne tale i dag.
Vi hylder i dag grundloven, som sikrer os borgere i Danmark …
-Fri Tale og ytringsfrihed
– Pressefrihed
– Forsamlingsret
og ikke mindst – medindflydelse igennem valgret.
Grundloven er grundstenen i vores demokrati og har præget samtlige kringelkroge i vores samfund. Den har haft formende indflydelse på vores udvikling som samfund og ikke mindst – vores opfattelse af danske værdier.
I det hele taget er Grundloven et privilegie, vi ikke må tage for givet.
Jeg har på førstehånd, som udsendt soldat i flere forskellige lande, oplevet folk, der ikke har samme pivilegie, som os her i Danmark.
-Lande, hvor folk ikke kan samles i større forsamlinger og lade deres stemmer lyde.
-Lande, hvor der ikke er pressefrihed
Lande, hvor , hvis man ytrer sig imod staten,
gør det med livet som indsats.
Og ikke mindst – lande, hvor det at kunne stemme ved et valg – ikke er én mulighed.
Det er derfor – jeg ser VORES grundlov, som noget af det vigtigste, vi har her i livet…..
…nemlig retten til at have indflydelse, forsamles og at kunne ytre os – uden at det skal koste os livet.
At være udsendt som soldat lærte mig at tage ansvar for andre og deres ret til at have de samme demokratiske rettigheder som os.
Vi står nu i en tid, hvor vi efter 2 år med Corona, endelig kunne åbne op og samles igen med alle dem, vi havde lyst til.
Men lige med et ændrede verden sig igen og en despot startede en krig mod det næststørste land i Europa.
En krig, som har rystet verden og ikke mindst,
mindet os om, hvad vi har, og hvad vi kan miste.
Et demokratisk land med frie borgere blev angrebet af et andet land, hvor man, gennem de sidste mange,år har undertrykt sine egne borgere.
En klar påmindelse til os alle om, at vi skal værne om vore privilegier og frihed.
Samt en frihed som er værd at kæmpe for.
Demokrati er lig med et ansvar, som forpligter. Det forpligter til aktiv deltagelse, hvor vi som borgere bruger de privilegier, vi har – hver gang.
Vi har lige afholdt valg i forbindelse med afskaffelsen af forsvarsforbeholdet.
Hver valgdag er en festdag for os derhjemme!
Allerede om morgen gør vi klar.
Flaget bliver hejst – i det jeg nok vil kalde nabolagets højste flagstang – dette for at indikere for ALLE – at det er en festdag.
Snakken lyder muntert over morgenkaffen, og de sidste debatter indenfor hjemmets fire vægge bliver afsluttet.
Ikke alle gange er vi enige, men alle bliver inddraget – ikke mindst mine datter, der også kommer med sin holdning til tingene.
Ved aftenstid mødes vi derhjemme efter arbejde, tager det fine tøj på,
finder valgkortet frem og bevæger os stolte og glade op til valgstedet.
Her er der ingen, som prøver at præge det kryds, der skal sættes –
nej – vi går derop målrettet for at gøre en forskel.
Når vi så kommer hjem, sætter vi os over en god middag, nyder denne, snakker, griner og er spændte på resultatet….for så tilslut – tage flaget ned og være glade for, at vi kan stemme – for vi ser det som en borgerpligt.
Heldigvis vandt den rigtige side denne gang!
Jeg føler et kæmpe ansvar for at være med til at præge vores demokrati med en åben og ærlig tilgang.
Det er derfor, jeg meldte mig ind i det Konservative Folkeparti – nemlig for at påvirke, inddrage og gøre en forskel – AKTIVT!
Det er også derfor, jeg med stor udmyghed modtog mit kandidatur som Folketingskandidat for 9 uger siden.
Og for at være ærlig, så er jeg nok ikke den fødte politiker.
Jeg siger tingene, som jeg ser dem og er fejlbarlig.
– Men vi skal også være åbne for at være fejlbarlige – så længe vi tør indrømme vores fejl og tage ansvar for dem!
Jeg stiller op, fordi jeg ved, hvad det vil sige IKKE at have en grundlovssikret ret til demokrati,
Det er en ret, man aktivt skal værne om, og…
som forpligter!
Jeg stiller op for de Konservative, fordi jeg har et håb.
Et håb om et bedre, stærkt og samlet Danmark.
Et Danmark hvor vi alle tager ansvar, deltager i demokratiet, har en god og konstruktiv tone overfor hinanden.
Hjælper dem som har brug for det – men også belønner dem, som gør en forskel og ekstra indsats.
Jeg har et håb om, at vores børn har nok lærere i skolen til at tage sig af dem – så ingen bliver glemt i mængde.
Jeg har et håb om et stærkt erhvervsliv – hvor hård arbejdsindsats bliver belønnet —og hvor det bliver mere enkelt og lettere at drive virksomhed.
Jeg har et håb om et sundhedsvæsen, hvor der er tid til den enkelte, og hvor de ansatte bliver værdsat.
Jeg har et håb om et stærkt politi og forsvar – der kan beskytte og opretholde vores demokratiske rettigheder.
————————————————————–
Jeg stiller op, fordi GRUNDLOVEN giver mig mulighed for aktivt at kunne gøre en forskel.
Demokrati forpligter, og det er vores borgerpligt at kunne inspirere andre, være forgangsbillede, oplyse og sætte krav om at bruge de grundlovssikrede rettigheder, vi har fået.
Demokrati forpligter, og vi har ALLE – lige ret til det og er ligeværdige.
Må I have en god GRUNDLOVSDAG
og til alle fædre – God fars dag.
Tak for ordet!
Vi bruger cookies på konservative.dk. Nogle sikrer at sitet virker, mens andre samler data ind til forbedring af din brugeroplevelse og markedsføring.
Du kan altid slette cookies fra konservative.dk igen. Læs mereLuk og accepter